Mobning

Har du lyst til at være skyld i en andens død? 
STOP MOBNING NU!


Læserens oplevelse omkring mobning. 

Det hele startede på Gråsten skole. Jeg fik mange venner og veninder i starten, og jeg var meget sammen med en dreng nede i byen. Han var rigtig sød som ven, men så heller ikke mere. En dag afviste jeg ham så (han kunne godt lide mig). Næste dag jeg kom i skole snakkede han ikke til mig, og det gjorde de andre heller ikke. Jeg havde kun én veninde på skolen nu. Jeg begyndte at få underlige blikke, folk gik ind i mig med vilje og jeg vidste ikke hvad der foregik. Med tiden trængte nogle af drengene mig op i en krog og slog løs på mig, kaldte mig luder, og alle mulige grimme ting. Det begyndte så småt at gå op for mig at det var fordi jeg havde afvist ham der. Jeg gik så op og sagde det til skolelederen men han troede ikke på mig. Jeg sagde det til lærerne, de troede heller ikke på det. Jeg blev sendt til skolepsykolog hver tirsdag og torsdag fordi de alle troede jeg var lystløgner eller noget lign. Jeg sad så og tegnede på et bord en dag, og gik så ind i klassen igen. Næste dag i skolen tog min lærer fat i mig og trak mig ind i computer rummet og spurgte om det var mig der havde lavet grafitti på bordet, Jeg sagde self. nej for at rede min egen røv. Men min lærer begyndte så at tage mig ind i rummet hver dag nu og råbte af mig, at jeg lige så godt kunne indrømme det. Jeg gjorde det stadig ikke. Det endte med at min lærer begyndte at kalde mig luder, billige møgtøs, osv. og sagde at jeg ikke kunne en skid. Jeg fik helt vildt dårligt selvværd, og fortalte det så til min mor, men hun troede ikke på mig. På det tidspunkt blev jeg mobbet af min lærer psykisk, og fyskisk af eleverne. Min mor troede heller ikke at jeg blev banket. Men jeg græd hver morgen jeg skulle i skole, og tit pjækkede jeg for at undgå dem. En dag optog jeg så samtalen hvor min lærer stod og svinede mig til, og så afspillede jeg det til min mor. Jeg tog tøjet af så hun kunne se alle de blå mærker og skrammer jeg havde, og nu troede hun endelig på mig. Jeg blev taget ud af skolen, men så blev jeg uvenner med en nede i byen, og så fik jeg så rygtet som 'gråstens luder'. Hver gang jeg gik nede på gaden råbte folk gråstens luder. Og nogle kom hen og spurgte hvad jeg kostede, og om jeg ville kneppe. Det tog rigtigt hårdt på mig. Og rygtet hænger stadig ved mig, selvom det er så lang tid siden.

- Stephanie Krüger (Hvis du vil sende Stephanie en sød tanke, så skriv i kommentarfeltet) 

Historien er ikke noget jeg skulle gå igennem, men en af mine bedste venner, Reece. For et par år siden, da jeg boede i England, var jeg lidt populær blandt et par små grupper. Jeg havde ok mange venner, men ikke en rigtig god ven, eller en bedste ven, indtil jeg mødte Reece. Han var en sød dreng, så faktisk godt ud, havde en nogenlunde god familie, men han blev mobbet fordi han var så genert og, bare generelt ikke forsvarede sig selv. Han var meget stille, og prøvede at ignorere alt og alle. En dag, da jeg var på vej hjem fra skole så jeg ham sidde ved siden af et fodbold mål. Jeg tog mig sammen, og gik over for at snakke med ham. Vi snakkede godt sammen og havde faktisk nogenlunde samme interesser, og vi mødtes igen efter skole næste dag. Jeg kunne se, at jeg gjorde en forskel, og det var jeg glad for. En uge efter gik jeg over til nogle drenge og sagde til dem de skulle lade være med at mobbe folk uden grund. Historien spredte sig ret hurtigt, og det stoppede næsten helt. Reece og jeg var glade, og vi troede det skulle blive godt fremover. Men det gjorde det ikke. Vi blev bedste venner, og jeg skulle flytte over til Danmark. Det havde jeg det rimelig skidt over. En af mine sidste skoledage skulle vi have en forsamling (det havde vi mindst en gang hver uge på den skole). Pludselig ville Reece op på talerstolen, og alt blev stille. Han gik derop, og fortalte, om hvordan han blev mobbet, og at hvis jeg ikke havde snakket til ham den dag ved fodboldmålet, at han ville begå selvmord. Jeg reddede hans liv. Den lille samtale reddede et menneskeliv. Efter at jeg flyttede, omkring et år efter, fandt jeg ud af at han døde af CO2 forgiftning. Han begik selvmord, fordi han var blevet mobbet igen. Jeg har det forfærdeligt over det, og det er min skyld, fordi jeg forlod ham. Men det har vækket mange tanker i mig. Og jeg har gjort noget frivilligt arbejde om at forhindre mobning på skolerne. Hvad jeg vil fortælle jer med den her historie er, at ligemeget om I måske bare går over til en og snakker med personen, eller om I stopper mobbere i at mobbe folk, kan I gøre en forskel. Og derfor vil jeg opfordre jer til at gøre en forskel, og redde liv.

- Anonym (Hvis du vil sende Anonym en sød tanke, så skriv i kommentarfeltet) 


Da jeg var mindre blev jeg altid mobbet med jeg var tyk.. Virkelig dagligt.. Jeg planlagde endda selvmord.. Lærerne på skolen gjorde intet.. Alle var efter mig.. En dag kunne jeg ikke mere, og jeg flippede fuldstændig! Det var simpelhen for meget.. Jeg gik over til den anden elev, tog fat i hans hår og og slog hans hoved i bordet mange gange og så sagde jeg til ham : så ondt som det gør, så ondt har jeg indeni .. Gange 1000.. Utrolig nok blev jeg stadig mobbet.. Min far sagde jeg ikke skulle tage det til mg, og tæske dem! Det gjorde jeg så.. Og det resulterede i næsten udsmidning fra skole .. Dette var dog i. 3-4 klasse.. Idag har jeg tabt mig meget.. Og folk respektere mig.. Ingen gør mig noget mere.. Og de ved de ikke skal lægge sig ud med mig.

- Anonym (Hvis du il sende Anonym en sød tanke, så skriv i kommentarfeltet)